Når man deler bord og seng med en Berner Sennenhund….

I medgang og modgang. For better and for worse. Sådan kan man beskrive kærligheden til en Berner Sennenhund. Den er livslang for mange af os, men som bekendt er der ingen roser uden torne, og selv en berner har da også sine ulemper. Om end vi, der er fortabt, indimellem kan have svært ved at få øje på dem.

Men da nogen kommende hundeejere måske ikke har den samme overbærenhed med sand og stædighed som vi, vil vi her forsøge at beskrive vores store, smukke bamser på ærligste og mest kritiske vis. Alle fordelene gir næsten sig selv – derfor fokuserer vi her på det, som kan være ulemper eller udfordringer ved det at have en berner.

Stærk som en bjørn
At en Berner Sennen er en fantastisk smuk hund kan der nok ikke være ret mange meninger om. Det er da også det særdeles tiltalende ydre, der i første omgang får mange mennesker til at overveje, om ikke netop denne race skal være deres. Det symmetriske sort-hvide-brune bamselook har fået mange pige- og drengehjerter til at slå en anelse hurtigere.
Det rolige og godmodige sind, som følger langt størsteparten af vores hunde, er heller ikke just en ulempe. Berneren er kendt som en ”god familiehund”, og det er den da også – hvis såvel børn som hunde lærer spillereglerne og behandler hinanden med respekt. Det gælder for alle racer, ikke kun vores.

I forhold til børn har berneren dog sin størrelse både for og imod sig. Den er tilpas stor til, at et mindre barn kan støtte sig til den og rejse sig ved dens side med støtte fra den store hund. Men ofte vil det muligvis være hunden, der har nedlagt barnet, når den i glæde eller uforsigtighed har vendt sig for hurtigt og væltede det lille menneske, som uheldigvis stod for tæt på.
De enorme kræfter, som en berner oprindeligt brugte til at trække vogne op og ned af bjergsiderne med, findes også stadig i rigt mål. Derfor skal man ikke regne med, at ens børn – heller ikke de store af dem – kan gå tur med en Berner Sennen. De kan simpelthen ikke holde den. Selv den mest fornuftige og velopdragne berner kan blive udsat for fristelser, den ikke kan modstå, og der skal intet mindre end en Pippi Langstrømpe til at holde en Berner Sennen, som vil frem ad. Det siger sig selv, at det kan skabe farlige situationer, hvis hunden trækker barnet omkuld eller værre: Tværs over en vej.

Nu er det heller ikke kun børnene, der kan have problemer med de mange hundekræfter. Adskillige voksne berner-ejere har måttet bide i græsset eller har været en tur i grøften, når en lystig unghund glemmer alt om snor og manerer og sætter i bevægelse mod et fristende mål. Så har man ikke en stærk ryg, gode overarme, en del tålmodighed med unghunden og lysten til at lære den store hund at gå pænt og lydigt i snor uden at trække, skal man nok ikke have en Berner Sennenhund.

Glem dit rengøringsvanvid
Det kan ikke komme bag på nogen, at vi har at gøre med en stor hund med masser af pels. Det betyder, at når den fælder, kan man VIRKELIG se, at den fælder. Hårene falder af i store totter, og de er overalt! Det er dog kun et par gange om året, man står i den situation, og det er derfor til at overse.

Pelsplejen er bestemt overkommelig. En hurtig børstetur hver eller hver anden uge holder fint en bernerpels nydelig i hverdagen. Pelsen filtrer ikke, hvis man springer en uge over, og den volder sjældent kvaler af nogen art for hverken hund eller menneske.
Men året rundt formår den selvsamme pels at suge alt, hvad der hedder jord og sand og småsten til sig. Den holder på det, lige indtil hunden kommer ind i stuen – og meget gerne op i sofaen – og så slipper pelsen sit tag. Ud vælter sandkassen. Som bernerejer må man forvente at skulle lufte sin støvsuger næsten lige så ofte som sin hund. Der er altid grus om ikke i maskineriet, så på gulve og i møblerne, hvis hunden får lov at komme der. Desuden får vægge, paneler og dørkarme en sær mørk farve på det nederste stykke. En Berner Sennen kan ses i hjemmet på flere måder, og man skal derfor ikke anskaffe sig denne race, hvis man har tendens til rengøringsvanvid eller er fan af Bo Bedre og hvide stofmøbler. Det holder simpelthen ikke. En berner sviner helt ubeskriveligt.

Æselblod i årene
Sidst men ikke mindst må vi nok erkende, at mange bernere har deres egen mening om tingene. Det er ikke noget, vi, der er vant til racen, tænker så meget over. Men folk, som har andre og måske mere medgørlige racer, har af og til påtalt, at en berner da er skrækkeligt stædig. Og ja, det er den vel egentlig også. Mange af dem ved i hvert fald godt, hvordan de mener, tingene skal være. Jeg synes dog, at de som oftest lader sig overtale til at mene det samme som deres mennesker, hvis de bliver betalt i klingende godbidder. Træning er altså særdeles nødvendigt, når man vælger denne race. Helt fra lille bør man gå til hvalpemotivation fulgt af unghundetræning og gerne mere, mens hunden vokser til, og man får grundlagt de gode og fornuftige vaner. Det skal dog siges, at man ind i mellem får meget lange arme, når man forsøger at gøre sin pligt og træne sin berner. Styrken kombineret med lidt stædighed og krydret med nysgerrighed og lyst til at møde andre hunde, kan være en udfordring, hvis man ikke helt fra hvalp lærer den, at man har absolut nul-tolerance overfor træk i snoren.

Ikke voldsomt krævende
Mange tror, at store hunde kræver enormt meget. For Berner Sennenhundens vedkommende må det siges at være en sandhed med modifikationer. Trods sin størrelse er racen let at stille tilfreds. De fleste tilpasser sig familiens aktivitetsniveau uden de store problemer, men det betyder ikke, at den behøver at sove sit liv væk. En voksen berner ELSKER en god timelang tur i skoven, den elsker at gå spor, og mange af dem er faktisk forbløffende gode til lydighed, hvis man træner positivt og motiverende med dem. Man må altså ikke begå den fejl at tro, man køber sig en sofapude – der kan godt være gang i den specielt i unghundetiden. En berner vil meget gerne bruge og bruges – dog må motionen begrænses, mens den vokser op.
På foderfronten bør man tænke på, at en hund i denne størrelse har brug for et godt kvalitetsfoder, mens den vokser for at hjælpe knogler og led lidt på vej. En Berner Sennen spiser faktisk ikke som tre elefanter – men det koster omkring 500-600 kroner om måneden at fodre den korrekt med foder beregnet til hvalpe og unghunde af store racer.

Vi elsker vores bamser
Når alt dette er sagt, må det understreges, at for os er der ingen anden race. Derfor vil interesserede hvalpekøbere igen og igen høre om racens fortræffeligheder, når de taler med opdrættere og ejere af Berner Sennen. Jeg kan tilslutte mig det alt sammen. Men som for enhver anden race handler det om, hvad man som familie ønsker sig og drømmer om, og har man ikke hørt om de små fortrædeligheder, vi også kan have med vores bamser, kan det måske komme for meget bag på en. Og det er synd for såvel hund som familie.
For en rigtig berner er stor, smuk, rar, rolig, dejlig, godmodig og vagtsom uden at være skarp. Den er nem at omgås, god til andre dyr, let at stille tilfreds og elsker en god tur i skoven. Den er trofast, loyal og altid ved din side. For os, der har racen, er en berner den perfekte familiehund. Spørgsmålet er, om den også er det for dig?

Pia Skaarup Larsen

Tilbage